baseret på
Anmeldelser
Alle kender følelsen. Der er dage, hvor man knap nok har appetit, og så er der dage, hvor man kunne spise uafbrudt, selvom man udmærket godt ved, at man allerede har spist nok.
En hel række hormoner og hormonlignende peptider er ansvarlige for vores følelse af sult og mæthed. Insulin og leptin spiller en vigtig rolle, men vi kan også påvirke andre.
For eksempel:
Glucagonlignende peptid 1 (GLP-1)
GLP-1 er et peptid, der produceres i den nedre del af fordøjelseskanalen og hjernen, hvilket fører til langsommere mavetømning og en længerevarende mæthedsfornemmelse.
Adskillige studier på mennesker har vist en effekt modsat ghrelins. Fedtholdige og energirige fødevarer virker pludselig langt mindre tiltalende under påvirkning af GLP-1.
GLP-1 er nu tilgængelig i forskellige formuleringer som medicin og fører faktisk til et gennemsnitligt vægttab på 4,5 kg i tilfælde af svær fedme. Problemet er imidlertid, at denne effekt ikke er bæredygtig, da den ikke adresserer eksisterende insulinresistens, og GLP-1 stimulerer faktisk bugspytkirtlen til at producere endnu mere insulin, hvilket er grunden til, at lægemidlet også bruges til behandling af diabetes.
Hvis medicinen seponeres, vender vægten tilbage, og vægttabet er ikke betydeligt nok til at opnå en reel forbedring af helbredet. Nogle planteforbindelser, såsom dem der findes i bitter appelsin, stimulerer frigivelsen af GLP-1 og kan derfor være nyttige til at forebygge sultfornemmelser og reducere trangen til usunde fødevarer, mens man følger en kaloriefattig diæt.
Stoffer, der binder sig til GLP-1-receptoren i kroppen, kan også være nyttige, såsom... z.BDen bitre appelsin. I I FORM af QIDOSHA Bitter appelsin kombineres smart med andre stabiliserende stoffer. Det kan være et nyttigt supplement både i en periode med reduceret energiindtag og især bagefter.
Vores forfatter:
Dr. Simone Koch
Tilføjelse
De L-carnitin er en bærer for kostfedtstoffer (efter beta-oxidation) ind i mitokondrierne og indeholdt også Coenzym Q10 Det er vigtigt som en del af respirationskæden i mitokondrierne. Som et resultat kan ATP-produktionen (cellulær energi) forbedres.